Slaveri og slavehandel

Efter at have arbejdet som professionel historiker i en menneskealder, hvor jeg det meste af tiden har gået rundt i Rigsarkivet i København blandt de mange kilder til Danmarks historie tør jeg efterhånden kalde mig ekspert på en række områder. Om disse sagområder har jeg forsket, publiceret og formidlet – både skriftligt og mundtligt for både videnskabsfolk og menigmand.

Dyrkning af sukker på plantagerne i Dansk Vestindien var uhyre arbejdskrævende, og hertil kom koloniens behov for arbejdskraft som tyende, håndværkere og så videre. Derfor importerede man lige fra begyndelsen negerslaver fra Afrika til Vestindien. Danskerne transporterede lidt over 100.000 slaver over Atlanten, hovedparten af dem blev udskibet fra Fort Christiansborg på Guldkysten eller fra de små danske handelsstationer langs kysten.

Forholdene i slavekassematterne og ombord på skibene var rædselsfulde, og alene på turene over Atlanten, som i gennemsnit varede 2-3 måneder, døde omkring 20 procent af slaverne. Hertil kom de mange, som var døde på vejen fra Afrikas indre ned til kysten, og de mange, der var så medtagne ved ankomsten til de vestindiske øer, at de døde relativt kort efter.

Med oplysningstiden i 1700-tallet begyndte fremskridtsvenlige mennesker at drøfte, om man ikke kunne afskaffe slavetransporterne over oceanet. Med finansminister Ernst Schimmelmann i spidsen besluttede Danmark derfor i 1792 at ville forbyde disse transporter, dog først med virkning fra 1803. Dermed var Danmark den første slavehandlende nation, som besluttede at forbyde denne handel.

Men det var kun den transatlantiske slavehandel, som blev forbudt. I Dansk Vestindien fortsatte slaveriet som hidtil. Mange af koloniens slaveejere var modstandere of slaveriets afskaffelse. Under indtryk af et optrækkende slaveoprør på St. Croix i 1848 måtte generalguvernør Peter von Scholten imidlertid afskaffe slaveriet på øerne med øjeblikkelig virkning.