Menu Luk

Dansk Vestindien

Efter at have arbejdet som professionel historiker i en menneskealder, hvor jeg det meste af tiden har gået rundt i Rigsarkivet i København blandt de mange kilder til Danmarks historie tør jeg efterhånden kalde mig ekspert på en række områder. Om disse sagområder har jeg forsket, publiceret og formidlet – både skriftligt og mundtligt for både videnskabsfolk og menigmand.

Danmark havde en koloni i Caribien i 250 år, men solgte i 1917 de tre øer (St. Thomas, St. Jan og St. Croix) til USA. Siden da har de heddet US Virgin Islands.

Columbus var ganske vist den første europæer i Caribien, men fra 1660’erne kom danskerne dertil og tog øen St. Thomas i besiddelse. Derpå tog man også naboøen St. Jan, og i 1733 købte Danmark øen St. Croix af Frankrig. Dermed havde kolonien nået sin fulde udstrækning. Stor var den dog ikke, for tilsammen er de tre øer af præcis samme størrelse som øen Mors i Limfjorden! For Danmark fik den lille koloni imidlertid stor betydning.

På St. Thomas med den glimrende naturhavn i byen Charlotte Amalie udviklede sig efterhånden en omfattende handel og søfart. St. Thomas var en internationalt kendt frihavn, som blev et indbringende handelscenter og trafikknudepunkt for hele Caribien.

Lille St. Jan blev derimod aldrig andet end et vedhæng til St. Thomas. Begge øer er præget af lave bjerge og derfor ikke særlig velegnede til agerbrug. St. Jan er mest kendt for det blodige slaveoprør, som fandt sted der i 1733.

St. Croix er karakteriseret ved sin gode landbrugsjord, og det var da også især der, man drev plantager. Den helt dominerende afgrøde var sukker. Et vigtigt biprodukt i Vestindien var rom, mens øvrige varer som bomuld og tobak ikke spillede nogen særlig rolle.

Økonomisk oplevede Dansk Vestindien sin blomstring fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet.

Den nødvendige arbejdskraft i kolonien blev skaffet til veje i skikkelse af negerslaver. De udgjorde 90 procent af øernes befolkning, så de fåtallige hvide frygtede altid slaveoprør.

    Blandt de hvide var der kun få danskere, først og fremmest i skikkelse af embedsmænd og soldater. Derimod var langt de fleste plantageejere og handelsmænd af andre nationaliteter: briter, franskmænd og nederlændere, som var indvandret fra andre caribiske øer.

I 1792 tog Danmark som den første europæiske nation overhovedet det første skridt til at forbyde sin slavehandel over Atlanten, dog først med virkning fra 1803. Men derefter fortsatte slaveriet i Dansk Vestindien helt til 1848, hvor generalguvernør Peter von Scholten afskaffede det.

Årtierne efter slaveriets ophævelse blev uventet hårde for den nu frie farvede befolkning i Dansk Vestindien. Sukkerproduktionen på St. Croix fik svært ved at konkurrere på verdensmarkedet. St. Thomas klarede sig bedre, idet havnen blev anløbsplads for en række udenlandske dampskibsruter mellem Europa og Caribien.

Mod slutningen af 1800-tallet gik det imidlertid også ned ad bakke for St. Thomas, og Dansk Vestindien forvandlede sig fra en overskudsforretning til et stort årligt underskud for den danske statskasse. På øerne var både de sociale, sundhedsmæssige og undervisningsmæssige forhold ringe, ligesom befolkningen var fattig og boligforholdene under al kritik. I 1878 kom det til blodige uroligheder med de utilfredse sorte, som nedbrændte store dele af byen Frederiksted på St. Croix.

I den situation søgte Danmark ad flere omgange at sælge kolonien. Den 31. marts 1917 blev de tre forarmede øer endelig overdraget til USA.