Administrationshistorie
Efter at have arbejdet som professionel historiker i en menneskealder, hvor jeg det meste af tiden har gået rundt i Rigsarkivet i København blandt de mange kilder til Danmarks historie tør jeg efterhånden kalde mig ekspert på en række områder. Om disse sagområder har jeg forsket, publiceret og formidlet – både skriftligt og mundtligt for både videnskabsfolk og menigmand.
Administrationshistorie er en forskningsdisciplin, som umiddelbart kan lyde lidt kedelig; men den er i virkeligheden ganske spændende. Kendskab til opbygningen og indretningen af administrationen gennem århundrederne er en forudsætning for, at man kan udnytte de bevarede arkivalske kilder bedst muligt.
Især har jeg beskæftiget mig med de mange vestindiske kilder (cirka 1,5 hyldekilometer!) og med handelskompagniernes omfattende arkiver samt de verdensberømte regnskaber fra øresundstolden.
Jeg har desuden blandt andet beskæftiget mig med korpset af embedsmænd i den dansk-norske centraladminstration under enevælden, altså hvem der styrede rigerne mellem 1660 og 1848. Og jeg har lavet en kommenteret bibliografi over dansk-norsk historie 1536-1814, så man kan finde rundt i den omfattende litteratur om emnet, især vedrørende dobbeltmonarkiets centraladministration.